Lidt om jagthornets historie
- fra stenalderen og de ældste tider

Så snart jagten begyndte at blive drevet nogenlunde organiseret, opstod behovet for at lette kontakten mellem jægerne. Man har fundet sådanne fløjter af rentakker eller ben i kulturlag fra mellemste stenalder. De frembragte en tynd og gennemtrængende fløjtetone. For at gøre lyden stærkere og mere langtrækkende begyndte man snart at bruge også vildoksernes lange, svajede horn, og da lystjagterne efterhånden i høj grad blev socialt betinget, blev jagthornene en herremandsattribut. Det var jo hovedsagelig høvdinge og fyrster, som havde mulighed for at arrangere storjagter med mange deltagere, hvor jagthorn var nødvendige. Deres anvendelse nævnes – ifølge Lindner – aldrig i forbindelse med almindelige folkelove.

At kunne blæse smukt på horn hørte til de fineste adelsmænds fornemste dyder i middelalderen, og samstemmende vidnesbyrd går ud på, at franskmændene var de største mestre på dette instrument. Hornmusikken bidrog i høj grad til at øge jagtens skønhed og dramatik, og bag middelalderens jagtskildringer fornemmes de klingende lurstød fra olifanter og uroksehorn.

I ”Kong Modus” betones, at det bedste ved vildsvinejagten er, at ”den er årsag til så megen smuk jagtmusik”. ”Når hundene finder spor, høres en munter jagen og et voldsomt spektakel af halsen, hujen og lyd af horn, og når senere også koblet, som står i reserve, stemmer i, kan lyden blive så stærk, at den overdøver torden”. Hofkapellan Grace de Buinge anså denne musik for at være kønnere en halleluja’et i La Sainte Chapelle !

Måske var det dette, der fik den ironiske Erasmus af Rotterdam til at skrive følgende i ”Dårskabens Lov” : ”Til narrene hører også de, som ikke finder fornøjelse i andet end at jage, og som praler af den glæde, de føler, når de hører jagthornenes afskyelige larm og hundenes hujen og piben”.

En slags luksusudgave af oksehornet var olifanten (det gammel-franske ord for elfenben), som næsten fik rang af regalie. Flere berømte olifanter er bevaret og regnes for klenodier i kirkelige og verdslige skatkamre. Den døende grev Roland tilkaldte sin onkel, Karl den Store, fra en afstand af tredive lieus (ca. 140 km .) ved hjælp af en olifant, som efter en omskiftelig skæbne havnede på slottet Frohsdorff i Østrig. Den mægtige onkels olifant er bevaret i Aachens domkirke.

Da den merovingske Kong Guntchramn – i krønikerne ofte kaldet ”den Gode”, men med med legandarisk mangel på fordragelighed, – fik stjålet sit jagthorn, lod han omgående et antal uskyldige mennesker kaste i fængsel og beslaglagde deres gods, hvad der viser hvilken værdi, man tillagde dette instrument.

Jo længere hornets rør var, jo højere blev lydeffekten, og da oksehornene og olifanterne i slutningen af middelalderen blev erstattet af metalhorn, corno di caccia, fik de den stærkt svungne form, som blev forbilledet for valdhornet og parforcehornet.

Kungliga Livrustkammaren i Stockholm opbevarer et jagthorn med en interessant historie. Det indgik allerede i fortegnelsen over grundinventaret og blev beskrevet som ”Jägare Horn medh Silfwer beslaget, forgyllt, medh Skrefne bookstafwer och ett lijtet røtt baandh uthi”. – Ifølge professor J.A. Lundell lyder inskriptionen i oversættelse : ”Uroksehorn af den sidste urokse i Sochaczwdistriktet, fra Vojvoden i Rawa, Stanislaw Rodziejowski, på den tid Starost i Sochaczew, år 1620” .

Hornets ydre kurve måler 47,5 cm . og mundingens omkreds 17 cm .. Oprindelig var det en gave til et medlem af det polske Wasahus, men det havnede i Sverige som krigsbytte under Carl X Gustafs polske krig, og efter en udredning, som er foretaget af E.O. Arenander, tyder meget på, at det virkelig er et horn af Europas sidste levende urokse.

I 1500-tallet fandtes der endnu en rest tilbage af uroksestammen i de vældige granskove mellem Polen og Litauen, hvor den skinsygt overvågedes af fyrsterne af Masowien, og nedsaltet kød, horn og skind af urokser blev snart højt skattede gaver fra Polen til forskellige fyrstehuse ude i Europa. I 1564 fandtes der nøjagtigt 8 gamle tyre, 3 ungtyre, 22 køer og 5 kalve tilbage, men det stod tydeligt nok dårligt til med formeringen, for i 1602 var antallet reduceret til 4 dyr, og i 1620 var der kun en gammel ko tilbage. Meget tyder på, at det netop er den, der sigtes til i inskriptionen på det mærkelige horn i Livrustkammeret i Stockholm.

Jagthornets historie
- i nyere tid og til vore dage

Omkring 1600 tallet, lavede tyskerne, som var nogen af de første til at anvende og lave deciderede jagthorn, de første horn af metal, disse horn havde et specielt navn og kaldtes "Hiftorn" – disse første horn kunne frembringe tonerne c´,g´,c´´,e´´,g´´ Jagthorn anvender naturtoner, hvilket kun er toner fremkommet uden brug af ventiler, tilsammen udgør disse toner en naturtoneserie. Omkring år 1680 udvikles i både Frankrig og England, det vi i dag kender som det egentlige Parforcehorn, nemlig et horn af en omkreds, stor nok til at en rytter kunne have det hængende over kroppen, hornet blev da dengang kaldt for "Trompe de chasse" og vi kan allerede da fornemme hvor det bærer hen. Rigtig tydelig blev anvendelsen af jaghorn og blæsersignaler, først omkring 1700 tallet, da det franske kongehus, begyndte at anvende disse som annoncering af deres jagter. Denne aristokratiske skik bredte sig, og dette betød, at jagthornet udviklede sig meget, og forskellige udførelser og størrelser kom frem. Hornene savnede ventiler og fremkom derfor i et utal af varianter, stemt i hver deres toneart, netop for at øge mulighederne for at lave forskellige toner.
En af de personer som havde størst betydning for det moderne jagthorn popularitet, er Grev Franz Anton von Sporck (1662-1738) han var guvenør i Böhmen og opholdt sig ved Ludvig XIV´s hof, han tog det franske horn med sig hjem til Bøhmen, og skabte der en stor fremgang for hornet og fik det ført frem også i det øvrige Tyskland og Østrig. Allerede i 1700 tallet, kom jagthorn også med i andre sammenhænge end jagt, nemlig kirke- og kammermusik, og endda specielle musikstykker, blev komponeret kun for jagthorn. Omkring midten af 1800 tallet, udviklede man det "løse mundstykke" som betød at man kunne stemme hornet i forskellige tonearter, denne udvikling fuldbyrdes omkring 1815 da både tyskerne Stölzel og Blühmel opfandt ventilsystemet. Dette indebar en revolution for jagthornet, og for alle øvrige blæserinstrumenter, det moderne Valdhorn var født.

Parforcehornet, blev først anvendt i Frankrig, Ludvig XIC´s behøvede et "hjælpemiddel" under de store beredne hestejagter" (Parforce jagter) efter først og fremmest hjort og vildsvin. Hvert moment i jagten, lige fra man slap hundene, til vildtet døde eller undslap, alt havde sine egne signaler, ligesom man holdt "kontakten" alle deltagerne imellem, samt brugte signalerne til at anspore jægere, hunde og heste til at yde det optimale.
Parforcehornet er 454 cm lang og en diameter på ca.40 cm.

En af jagthornets anvendelser i dag, udover, under jagtudøvelse, er en tradition som stammer helt tilbage fra middelalderen, nemlig "Hubertus messe" – dette er en skik fra den katolske kirke, hvor man ærer jægerens skytshelgen, den hellige Sank Hubertus, som hædres på Hubertusdag den 3. november. Traditionen byder, at kirken smykkes med grønt fra skoven og at jægerne ankommer til kirken iført jægerantræk og med deres jagtgrej, ofte ifølge med jagthundene og det nedlagte vildt.

Anvendelsen af jagthorn fastholdtes som tradition i lande som Tyskland, Polen, Østrig og Frankrig helt op til vor tid.
I Danmark var skikken så godt som uddød fra begyndelsen af 1900-tallet, og blev kun vedligeholdt ved enkelte, større herskabs-, konge- og godsjagter. I 1970-erne og 80-erne blav traditionen genoptaget flere og flere steder i forbindelse med forenings- og konsortiejagter m.m., og de dengang eksisterende orgasnisationer, Dansk Jagtforening og Landsjagtforeningen af 1923 begyndte at arrangereb undervisning og afholdelse af interne mesterskabskonkurrencer.

Jagthornsblæsningen i Danmark blev yderligere systematiseret efter dannelsen af Danmarks Jægerforbund (sammenslutningen af Dansk Jagtforening, Landsjagtforeningen af 1923 og Dansk Strandjagtforening) i 1992, hvor der nu arrangeres "mærkeprøver" i alle forbundets regioner, hvor grupper og soloblæsere kan gå op til - og muligvis bestå - bronze-, sølv- eller guldprøverne, ligesom der arrangeres de årlige forbundsmesterskabet ("Danmarks mesterskaber").
Der i dag adskillige blæsergrupper i Danmark, alle opstået i jagtforenings-regi med det præmære formål at blæse ved jagterne, men mange af grupperne har udviklæet sig til egentlige "orkestre", der blæser egentlige, flerstemmige "musikstykker". Flere af disse grupper har deltaget i udenlandske konkurrence, hovedsageligt tyske og svenske, enkelte dog også belgiske Hubertuskonkurencer. Danmarks Jægerforbund har på den baggrund været en af de bærende kræfter i etableringen af egentlige Europamesterskaber i jagthornsblæsning og stod som arrangør af det første, der afholdtes i Horsens i 2012 (læs mere herom her).